Who cast that first fateful tomato that started the La Tomatina revolution? The reality is no one knows. Maybe it was an anti-Franco rebellion, or a carnival that got out of hand. According to the most popular version of the story, during the 1945 festival of Los Gigantes (a giant paper mâché puppet parade), locals were looking to stage a brawl to get some attention. They happened upon a vegetable cart nearby and started hurling ripe tomatoes. Innocent onlookers got involved until the scene escalated into a massive melee of flying fruit. The instigators had to repay the tomato vendors, but that didn't stop the recurrence of more tomato fights—and the birth of a new tradition.
Fearful of an unruly escalation, authorities enacted, relaxed, and then reinstated a series of bans in the 1950s. In 1951, locals who defied the law were imprisoned until public outcry called for their release. The most famous effrontery to the tomato bans happened in 1957 when proponents held a mock tomato funeral complete with a coffin and procession. After 1957, the local government decided to roll with the punches, set a few rules in place, and embraced the wacky tradition.
Though the tomatoes take center stage, a week of festivities lead up to the final showdown. It's a celebration of Buñol's patron saints, the Virgin Mary and St. Louis Bertrand, with street parades, music, and fireworks in joyous Spanish fashion. To build up your strength for the impending brawl, an epic paella is served on the eve of the battle, showcasing an iconic Valencian dish of rice, seafood, saffron, and olive oil.
Today, this unfettered festival has some measure of order. Organizers have gone so far as to cultivate a special variety of unpalatable tomatoes just for the annual event. Festivities kick off around 10 a.m. when participants race to grab a ham fixed atop a greasy pole. Onlookers hose the scramblers with water while singing and dancing in the streets. When the church bell strikes noon, trucks packed with tomatoes roll into town, while chants of "To-ma-te, to-ma-te!" reach a crescendo.
Then, with the firing of a water cannon, the main event begins. That's the green light for crushing and launching tomatoes in all-out attacks against fellow participants. Long distance tomato lobbers, point-blank assassins, and medium range hook shots. Whatever your technique, by the time it's over, you will look (and feel) quite different. Nearly an hour later, tomato-soaked bombers are left to play in a sea of squishy street salsa with little left resembling a tomato to be found. A second cannon shot signals the end of the battle. | Hvem kastede egentlig den skæbnesvangre tomat, der blev startskuddet til Tomatina-revolutionen? Det fortoner sig i det uvisse. Det kan have været en Franco-modstander, eller måske var det blot et karneval, der løb løbsk. Ifølge den mest populære version af historien arrangerede nogle lokale en påtaget batalje for at skaffe sig opmærksomhed under Los Gigantes-festivalen i 1945 (en stor parade med papmachédukker). Tilfældigvis stod der en grøntsagsbod i nærheden, og deltagerne begyndte at smide med tomater. Uskyldige tilskuere involverede sig i kampen, og det udviklede sig til et virvar af flyvende frugt. Ophavsmændene måtte efterfølgende betale tomatsælgerne, men det forhindrede ikke fremtidige tomatkampe – og episoden blev starten på en ny tradition. Myndighederne frygtede, tingene skulle eskalere for voldsomt, så i løbet af 1950’erne indførte man først en række forbud, som man dernæst slækkede på og siden genindførte. I 1951 blev de lokale lovbrydere direkte fængslet, indtil protester fra offentligheden førte til deres løsladelse. Den mest berømte protest mod tomatforbuddet fandt sted i 1957, da tilhængerne iscenesatte en fingeret tomatbegravelse, komplet med kiste og optog. Efter 1957 besluttede de lokale myndighede at følge med strømmen, fastsætte nogle enkle regler og tage imod den skøre tradition. Selvom tomaterne naturligvis har hovedrollen, er der festligheder i hele ugen op til den afgørende begivenhed. Buñols skytshelgener, Jomfru Maria og Sankt Louis Bertrand, fejres med vanlig spansk tradition med optog i gaderne, musik og fyrværkeri. For at styrke deltagerne før den forestående batalje serveres der, den aften slaget finder sted, en klassisk paella, en valencisk ret med ris, fisk og skaldyr, safran og olivenolie. I dag er der en vis orden i den ellers så uhæmmede festival. Organisatorerne er endog gået så langt som til at fremavle en særlig art uspiselige tomater til netop denne årlige begivenhed. Festlighederne starter omkring klokken 10 om formiddagen, hvor deltagerne kæmper om at få fat i en skinke, der sidder fastgjort øverst på en fedtet pæl. Tilskuerne overøser de klatrende med vand, og der synges og danses i gaderne. Når kirkeklokken står middagsslag, kører de ventende lastbiler med tomater ind i byen, mens den messende afsyngelse af "To-ma-te, to-ma-te!" når sit højdepunkt. Så affyres en vandkanon, og hovedbegivenheden starter. Dermed er der givet grønt lys for at knuse og kaste tomater i et altomfattende angreb på de øvrige deltagere. Her er både langdistancekastere, nærkampsangribere og underhåndskastere på mellemlang afstand. Uanset teknik vil man både fremstå (og føle sig) meget anderledes, når det hele er forbi. Næsten en time senere er de tomatdrivende deltagere overladt til at more sig i et bad af klistret gadesalsa, hvori ingen rester af hele tomater kan findes. Endnu et skud fra kanonen giver signal til at standse slaget. |