ProZ.com translation contests »
11th ProZ.com translation contest: "Contemporary society" » English to Danish » Entry by Barbara Bekke Ph.D.


Source text in English

Translation by Barbara Bekke Ph.D. (#12715)

We're accustomed to glamour in London SE26: Kelly Brook and Jason Statham used to live above the dentist. But when Anouska Hempel's heels hit the cracked cement of the parking space outside my flat, it's hard not to think of those Picture Post photographs of royalty visiting bombed-out families during the second world war. Her mission in my modest tract of suburbia is, however, about more than offering sympathy. Hempel—the woman who invented the boutique hotel before it bore any such proprietary name—has come to give me information for which, judging by the spreads in interiors magazines and anxious postings on online DIY forums, half the property-owners in the Western world seem desperate: how to give an ordinary home the look and the vibe of a five-star, £750-a-night hotel suite. To Hem­pelise, in this case, a modest conversion flat formed from the middle slice of a three-storey Victorian semi.

"You could do it," she says, casting an eye around my kitchen. "Anyone could do it. Absolutely no reason why not. But there has to be continuity between the rooms. A single idea must be followed through." She looks out wistfully over the fire escape. "And you'd have to buy the house next door, of course." That's a joke. I think.

...

It's worth pausing, though, to consider the oddness of this impulse. The hotel room is an amnesiac space. We would be troubled if it bore any sign of a previous occupant, particularly as many of us go to hotels in order to do things we would not do at home. We expect a hotel room to be cleaned as thoroughly as if a corpse had just been hauled from the bed. (In some cases, this will actually have happened.) The domestic interior embodies the opposite idea: it is a repository of memories. The story of its inhabitants ought to be there in the photos on the mantelpiece, the pictures on the wall, the books on the shelves. If hotel rooms were people, they would be smiling lobotomy patients or plausible psychopaths.
Vi er vant til glamour i London SE26; Kelly Brook og Jason Slatham boede engang oven på tandlægen. Men da Anouska Hempels hæle ramte den revnede cement i parkeringsplads udenfor min lejlighed, var det svært ikke at komme i tanker på billederne fra Picture Post, som viste de kongelige besøgende familier fra udbombede huse under anden verdenskrig. Hendes mission i mit beskedne forstadshjørne er imidlertid mere end sympati tilkendegivelse. Hempel - kvinden som opfandt boutique hotel før det fik et sådan beskyttet navn - er ankommet for at give mig information, efter hvilken halvdelen af husejere higer desperat efter, hvis man skulle dømme efter omfang af artikler i boligindretningstidsskrifter og bekymrede forespørgsler i Gør-Det-Selv online fora: hvordan kan man få en almindelig lejlighed til at fremstå og have en livfuldhed som en femstjernet, 750£ per nat hotel suite. Hvordan man "Hempeliserer", i dette tilfælde, en beskeden ombygningslejlighed, bestående af en mellemetage af en Victoriansk treetagers halvdel af dobbelt hus.

"Du kan gøre det" - sagde hun, mens hun strejfende kastede blik over mit køkken - "Enhver kunne gøre det. Det er absolut ingen grund til at lade det være. Men det må være sammenhæng mellem værelserne. En gennemgående ide skal følges hele vejen".
Hun kigger tænksomt over brandtrappen. "Og du er selvfølgeligt nødt til at købe nabohuset." Det må være en spøg. Tænker jeg.

........

Det er dog værd at tage en tænkepause, for at overveje hvor underlig denne impuls er. Hotelværelset er en forglemmelses rum. Vi ville være foruroliget, hvis det bar det mindste spor af forrige beboer, især at mange af os flytter ind på hoteller for at foretage os ting vi ville ikke gøre hjemme. Vi forventer et hotelværelse at være rengjort så grundigt, som om et lig havde været båret ud af sengen lige før.(Nogle gange dette ville være nøjagtigt hvad det var sket.) Hjemmets interiør inkarnerer den modsatte ide: det er et opbevaringssted for erindringer. Historien af dets beboere skal være der i fotografier på kaminhylden, billeder på væggen, bøger i reolen. Hvis hotelværelser var mennesker, ville de være smilende labotomi patienter eller troværdige psykopater.


Discuss this entry